Fra stilstand til bevægelse

Er det der motion ikke lidt overdrevet? Nogen vil måske ovenikøbet argumentere med, at de er i god form og ikke behøver motionere så meget – det uanset om de er tynde eller tykke. Jeg har selv hørt til den sidste kategori.

Jeg var stærk, for det bliver man af at bære rundt på 171 kg. Jeg var i god form, for det viste tallene hver gang jeg blev testet. Jeg havde et stabilt og lavt blodtryk selv da jeg var fedest, for min læge målte det ofte nok til at være sikker. Jeg havde en lav hvilepuls af en fyr på 171 kg, for jeg går med pulsur og det viste hvilepuls omkring 65 slag i minuttet.

 

MEN for der er selvfølgelig et men ved denne historie. Selvom det er rigtigt, at jeg var stærk og i god form med et godt blodtryk og en god puls, så mangler der noget til historien. Jeg blev godt nok ikke forpustet af at gå en etage op, men tre etager gav problemer. Jeg kunne godt løfte og flytte tunge ting, men det kunne jeg ikke ret længe.

Da jeg begyndte min rejse gik der halvanden måned inden jeg begyndte hos min personlige træner. Men jeg begyndte at gå med det samme. Ikke langt men jeg begyndte. Ikke hurtigt men jeg begyndte. Ikke hver dag men jeg begyndte.

Det er de små skridt der kan flytte tingene. Fra 3000 skridt om dagen til 4500 skridt, så 6000 skridt, så 7000 skridt, så… Små bevægelser i mønstret kan føre til store resultater. Med mit pulsur følger en skridttæller, så derfor har jeg ret godt styr på mit antal af skridt.

Fra maj til og med september 2017 – før min livsomlægning – gik jeg i gennemsnit 118.000 skridt om måneden. Fra november 2017 til og med marts i år har jeg i snit gået 224.000 om måneden. Det betyder noget. Det skal så med at tallet i marts var 300.000 skridt.

 

I kilometer betyder det, at jeg før gik 2,9 km om dagen og de seneste 5 måneder har gået 5,6 km om dagen. I marts endda 10 km om dagen.

Bevægelse betyder noget. Jeg bliver ikke forpustet af at gå 3 etager op, men 6 etager giver problemer. Næste mål er at 6 etager op ikke gør mig forpustet.

Nå ja og så vejer jeg  40 kg mindre end for 6 måneder siden.

Hvad gør du for at få dig rørt? Har du spurgt en ven om at gå tur med dig. Det kunne jo være I begge havde brug for det.

Bjarne

 

PS: hvad og hvordan jeg ellers har gjort for at tabe 40 kg indtil nu kommer der meget mere om i senere indlæg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *