Tid til forandring

Første runde i min livsomlægning tager egentlig sin begyndelse i december 2016, hvor jeg har booket tid hos min læge og sagt at nu er det nu. Jeg skal tabe mig, jeg vejer 165 kg. Hun kigger på mig og siger, at hun gerne vil hjælpe. Tror hun på mig? Ja, det gør hun, hun tror på det vil lykkes. Vi aftaler, at jeg ikke skal begynde på denne side af julen, for så går det bare galt igen.

Ikke mange kommer til 165 kg uden at have masser af nederlag i slankekurshelvedet. Heller ikke jeg. 

Den 1.  Januar 2017 går jeg i gang og det går stærkt. Det virker nemt for mig at få smidt de første kilo, for jeg begår alle de fejl, man kan begå. Jeg får ikke styr på maden og lagt rytme ind, men det virker jo. Jeg sender min læge en ugentlig up date og efter 3 uger har jeg tabt de første 10 kg. Ikke at man kan se det, men vægten har nok alligevel styr på det. Men så en søndag morgen bliver jeg bogstaveligt talt vækket af min krop. Overdreven puls og stakåndethed. At gå fra stuen til toilettet banker pulsen op på 170. Jeg ender hos vagtlægen først på eftermiddagen, hvor hvilepulsen er faldet lidt. Hun kan ikke måle noget på ekg, og jeg kan mærke på hende, at hun ikke rigtig tror på mig, når jeg siger at det er langt over normalt. Så som så mange andre bliver jeg sendt hjem med uforrettet sag.

 

Næste dag ringer jeg stadig lidt småpanisk til min egen læge og hun beder mig komme på klinikken. Derfra går et stort apparat i gang og de næste 8 måneder besøger jeg 7 sygehuse og skannes på alle mulige tænkelige måder. Jeg går med blodtryksmålere og hjertemålere og man kan se, at nogle nætter slår hjertet ustabilt, men vi kan ikke fremprovokere de samme fejl fra hjertet i dagtimerne og heller ikke ved belastning af hjertet mens jeg cykler. Jeg får mere og mere blodtryksmedicin for lægerne er ikke i tvivl om, at der er noget galt, men de kan ikke påvise problemet. 

Reelt kunne jeg ikke længere arbejde på fuld tid, men jeg skraber mig igennem til dagen og vejen i mit lille én-mands-firma. I september kan jeg økonomisk ikke få det til at hænge sammen længere og jeg begynder at vise tegn på en depression. Formentlig som en bivirkning af den medicin jeg får, kombineret med masser af sygehusbesøg, stress over økonomi og måske livet. Da de sidste undersøgelser er afsluttet og alle er sikre på, at det ikke er noget mekanisk ved hjertet, tager jeg en snak med overlægen. Jeg spørger, hvad der vil ske, hvis jeg dropper medicinen og han replicerer med et alvorligt smil, at det er der kun én metode til at finde ud af. Så sidst i september 2017 stopper jeg på medicinen.

I starten af oktober må jeg endeligt sande, at min økonomi er faldet helt fra hinanden. Jeg kan ikke betale husleje eller regninger og har ikke råd til at have min søn på 7 år nogle dage om ugen.

Så der står jeg. Lige fyldt 50, på vej mod bankerot og med en snas af en depression og aner ikke, hvad jeg skal gøre.

 

Sådan begynder min livsomlægning som jeg håber du vil følge her på bloggen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *