Det skal bare gås væk – måske

Det skal bare gås væk - måske

Det jeg frygter allermest i min rejse mod et stort vægttab skete desværre i sidste uge.

Jeg får en kasse fra Årstiderne et par gange om ugen. Den havde jeg lige grebet og var så ved at træde ned fra trappen, da jeg trådte forkert og faldt så lang jeg var. Hånden ned i kassen med grøntsager – ja lige ned i bøtten med tomater. Men hey sådan kan man også lave hakkede tomater.

Det gjorde afsindigt ondt i mellemfoden og jeg kunne slet ikke støtte på den. Afsted til lægen og derfra afsted til røntgen. Mens jeg sad og ventede på røntgen skrev jeg lidt med min personlige træner, der ved siden af at tage sig af min træning også er fysisk træner for Nordsjælland Håndbold i mændenes liga. Per skrev, at jeg skulle bestille en tid hos en fysioterapeut så hurtigt som muligt, for hvis den ikke var brækket, skulle jeg behandles hurtigst. Så det gjorde jeg. Heldigvis var foden ikke brækket, så hjem igen og op med foden.

Næste dag besøgte jeg Peter hos Hvalsø Fysioterapi til den første behandling. Bare det at vide at foden ikke var brækket gjorde mig roligere allerede inden og så er jeg jo gammel nok til at være lært op med, at hvis det ikke er brækket, skal det nok bare arbejdes væk.

Apropos det med at arbejde det væk, så sendte jeg faktisk en gang min datter til håndbold med en brækket arm. For det var jo nok bare lidt piv da hun ikke ville til træning fordi hun havde ondt i armen. Træneren havde heller ikke bemærket noget og var lidt overrasket, da jeg ringede om aftenen efter vi var kommet hjem fra skadestuen med en gipset arm.

Men Peter satte gang i behandlingen og gav gode råd til, hvordan det skulle tackles. Vi fik en lang snak om skader og behandling. Det kan godt være det skal gås væk men brug en professionel behandler så du ikke gør noget forkert. Mit uheld skete en torsdag, jeg var til første behandling om fredagen selvom foden stadig var hævet og det gjorde ondt, men allerede søndag gik jeg 4,5 km. Takket være behandling, der blev sat i gang straks og ikke først flere dage senere.

Anden behandling fik jeg mandag og allerede om tirsdagen var jeg på 7 km gåtur. Jeg valgte jævne veje, men jeg gik 7 km. Min allerstørste frygt på denne vægttabsrejse er nemlig at blive ramt af en skade, der forhindrer mig i at træne og motionere.

Takket være Peter gik det godt for mig, men som Peter så rammende siger: ”Hvis du træner får du måske en skade. Hvis ikke du træner bliver du skadet”. Så træn for pokker, træn og gå så til en professionel hvis du bliver ramt af en skade

Hvis alle trænede ville der nemlig være brug for færre fysioterapeuter og Peter skal nok klare sig, så bare rolig – træn bare træn

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *