Reborn 50

Den 5. oktober 2017 er en skelsættende dag for mig. Det er min genfødselsdag. Den 5. oktober 2017 gav jeg op og tabte håbet.

I lang tid op til havde jeg været syg, faktisk siden januar samme år. Men for at begynde min historie skal I have lidt baggrund.

Det er december 2016, jeg har booket tid hos min læge og sagt at det er sidste chance. Jeg skal tabe mig, jeg vejer 165 kg. Hun kigger på mig og siger, at hun gerne vil hjælpe. Tror hun på mig? Ja, det gør hun, hun tror på det vil lykkes. Vi aftaler, at jeg ikke skal begynde på denne side af julen, for så går det bare galt igen.

Ikke mange kommer til 165 kg uden at have masser af nederlag i slankekurshelvedet. Heller ikke jeg. Men jeg ved det er ved at være sidste chance og at jeg må gøre alt hvad der skal til.

Den 1.  Januar 2017 går jeg i gang og det går stærkt. Jeg sender min læge en ugentlig update og efter 3 uger har jeg tabt de første 10 kg. Ikke at man kan se det, men vægten har nok alligevel styr på det. Men så en søndag morgen bliver jeg bogstaveligt talt vækket af min krop. Overdreven puls og stakåndethed. At gå fra stuen til toilettet banker pulsen op på 170. Jeg ender hos vagtlægen først på eftermiddagen, hvor hvilepulsen er faldet fra 120 til 100. Hun kan ikke måle noget på ekg, og jeg kan mærke på hende, at hun ikke rigtig tror på mig, når jeg siger at det er langt over normalt. Så som så mange andre bliver jeg sendt hjem med uforrettet sag.

Næste dag ringer jeg stadig lidt småpanisk til min egen læge og hun beder mig komme på klinikken. Derfra går et stort apparat i gang og de næste 8 måneder besøger jeg 7 sygehuse og skannes på alle mulige tænkelige måder. Jeg går med blodtryksmålere og hjertemålere og man kan se, at jeg nogle nætter har nogle udslag, men vi kan ikke fremprovokere de samme unoder fra hjertet heller ikke ved motion. Jeg får mere og mere blodtryksmedicin selvom min egen læge var helt chokeret over det, for hun havde aldrig målt forhøjet blodtryk.

Reelt kunne jeg ikke arbejde fuldtid, men jeg skraber mig igennem. I september er økonomien helt smadret og jeg begynder at vise tegn på en depression. Formentlig udløst af medicin, kombineret med masser af sygehusbesøg, stress over økonomi og måske livet. Da de sidste undersøgelser er afsluttet og alle er sikre på, at det ikke er noget mekanisk ved hjertet, tager jeg en snak med overlægen, der mener at jeg godt kan tage en kold tyrker på medicinen. Så det gør jeg sidst i september 2017.

I starten af oktober giver jeg som nævnt op og erkender at jeg er færdig helt færdig. Jeg har mistet alt håb og har fundet mig et telt, lidt pap og et par tæpper, så jeg kan overleve i skoven. Er overbevist om, at jeg ikke kommer til at se min søn i lang tid. Jeg har ingen tro på, at nogen vil være der for mig. Kan måske nævne 5 mennesker som jeg tænker måske måske måske vil træde til. Jeg er helt i tovene.

Min økonomi har været smadret længe, men nu er der ikke længere nogen redning. Den 5. oktober 2017 meddeler jeg min udlejer, at jeg ikke kan betale min husleje og at jeg er klar til at flytte hurtigst muligt. Jeg har opgivet og græder mens jeg fortæller det.

Han kigger på mig og siger lige så tørt, at det er sejt, at jeg siger, det til ham. Jeg tænker, at det er ret svært at betale husleje med sejt, men han siger også, at det er ok og at han ved, hvordan jeg har det, for de har selv været der med økonomi, der var på vej i rendestenen. Han fortæller og beroliger og siger at jeg lige skal trække vejret. Siger jeg ikke skal gøre noget dumt i dag, men at han vil ringe senere, når han er kommet hjem til England.

Som lovet ringer han om aftenen. Ham og konen har talt om det, og hvordan vil jeg have det med at komme over til dem i weekenden, de betaler flyveren, for det her skal vi nok finde ud af sammen. Jeg tager totalt overrasket mod tilbuddet mens et lille bitte bitte håb alligevel tændes. Et håb jeg om morgenen havde kørt gennem makulatoren og bagefter brændt på et bål. Det er så stor en transformation for mig, at bare det at skrive det får mig til at græde hulkende. Forestil dig at gå fra at have opgivet til at et håb tændes.

Jeg er 50 år og her begynder min transformation. Derfor er den 5. oktober min genfødselsdag for i løbet af weekenden groede det lille bitte bitte håb sig større fordi to mennesker uden forbehold stillede sig selv til rådighed og hjalp mig igennem den første allersværeste opgave. Nemlig at acceptere min situation for før kunne der ikke handles. Derfor bruger jeg udtrykket Reborn 50.

Den 8. oktober kommer noget af historien om det der er sket siden Reborn 50, og den 12. oktober kommer der så update på 1 års vægttab.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *