Når verden åbner sig på ny
12. juli 2018

Gang på gang må jeg undres over, hvad denne livsrejse giver af indtryk, oplevelser, muligheder, bekendtskaber og venskaber.
For et år siden var jeg syg på 6. måned og ville ikke en gang i min vildeste fantasi kunne forestille mig, at jeg juli 2018 kunne sætte mig på en flyver for at rejse til Denver, Colorado til The OAC National Convention (jeg skal nok vende tilbage til forkortelsen). Det var der mange årsager til, for jeg var tæt på økonomisk kollaps, jeg vejede 170 kg, jeg var helt sikker på, hvad jeg skulle arbejde med, når jeg blev rask og ja – hvad søren skulle jeg også til det årlige konvent i OAC.
Men det skal jeg altså i næste uge.

Jeg skal altså til Denver til The OAC National Convention, der også kaldes for Your Weight Matters Convention. OAC er en forkortelse for Obesity Action Coalition og er en forening med mere end 59.000 medlemmer. OAC er dedikeret til at give en stemme til de der er ramt fedme og til at hjælpe enkeltpersoner på deres rejse mod bedre sundhed gennem uddannelse, advocacy og support.
Kernefokus for OAC er disse 5 punkter
- Øge bevidstheden og forbedre adgangen til forebyggelse og behandling af fedme
- Levere evidensbaseret uddannelse i forhold til fedme og dets behandlinger
- Kæmpe for at eliminere forskelsbehandling og stigmatisering på grund af overvægt
- Løfte niveauet i den måde vi omtaler vægt og dens indflydelse på sundhed
- Tilbyde et fællesskab for overvægtige
På alle områder emner, som Adipositasforeningen i Danmark også har fokus på. Forskellen er at vi endnu er en lille forening og derfor er vi ikke så langt at vi kan lave en årlig konference med fokus på overvægt.
Både i USA og Canada er svær overvægt tillige anerkendt som kronisk sygdom, hvilket det ikke er i Danmark. Det betyder, at overvægt har en langt større fokus i forskning og videndeling. I Danmark er der også gode forskere der gør en stor forskel, men det er klart, at landenes størrelse har en betydning i den sammenhæng. Men jeg er også overbevist om, at anerkendelse af svær overvægt som sygdom vil give nye muligheder for fokus på forskning der kan gøre noget ved en snigende samfundsudfordring.
Men det at svær overvægt er anerkendt betyder også, at der til konventet i Denver er et heftigt program pakket med videnbaserede indlæg fra dygtige forskere og fagfolk. Det glæder jeg mig rigtig meget til at opleve. Blive klogere og forhåbentlig tage noget med hjem til Danmark.
Det sjove er, at det allerførste store indlæg faktisk næsten har samme overskrift som arbejdstitlen på den bog, jeg forhåbentlig får skrevet færdig i hele mit vægttabsforløb. Min laaaaaaange arbejdstitel er: ”Hvorfor det er så forbandet svært at tabe sig, hvorfor det faktisk kan lade sig gøre alligevel og hvorfor der skal kæmpes resten af livet” – det har Kevin Hall været så smart at forkorte til ”hvorfor er det så svært at tabe sig og holde vægten” Det indlæg glæder jeg mig specielt meget til (nok mest på grund af sammenfaldet i titel på oplæg og bog hihi)
Du kan se mere om konferencen lige her
Derefter fortsætter det med det ene interessante oplæg efter det andet med en hob af veluddannede læger og videnskabsfolk. Så konventet er faglig faglig (ja det er meningen med to gange faglig) og ser ud til at være af høj kvalitet.
Men jeg glæder mig næsten lige så meget til at møde engagerede amerikanere, der arbejder for at gøre en forskel for andre. For at det kan blive en god oplevelse har de på konventet også sørget for masser af oplevelser der kan ryste sammen.
Jeg tror det er første gang jeg skal til en kongres, konvent eller lignende med så seriøse indlæg som her, hvor tasken også er pakket med træningstøj. Okay nu er det jo også først for nyligt jeg for alvor er begyndt at træne og det må jeg ikke misse fordi jeg er i Denver. Men rent faktisk er der træning undervejs i programmet med overskriften ”Take Your Health to New Hights” (et lille hint – Denver er The Mile High City fordi den ligger i præcis 1 mils højde og lige ved foden af Rocky Mountains)

Der arrangeres træning hvor der kan vælges:
- Gå- og løbeture
- Aqua Fit-Zumba
- Cirkeltræning
- Tai Chi
- Yoga
- Zumba
- Fitness
- Pound
Der er træning kl. 7 om morgenen og igen 17.30 om eftermiddagen. Er det ikke vildt og fedt? Det glæder jeg mig rigtig meget til. Planen er starte dagen med powerwalk og så at prøve Zumba og Pound om eftermiddagen.
Derudover er der en temafest og en awardfest undervejs.
At den her tur overhovedet kan lade sig gøre er jo vinklen tilbage til min indledning. For et år siden ville det her have været utænkeligt, men nu sker det alligevel. Det er en fantastisk omvæltning mit liv har taget takket være gode mennesker. Nu er det min opgave at gribe og holde fast i tingene.
Det er blandt andet derfor jeg har sagt ja til at arbejde i Adipositasforeningen (se mere i menuen om foreningen), det er derfor jeg er begyndt at blogge og instagramme og det er derfor jeg har sagt ja til at være med i Disease Experience Expert Panel (DEEP) hos NOVO Nordisk.
Turen til Denver kan kun lade sig gøre fordi NOVO har inviteret til møde i Denver dagen før konventet og derfor sponsorerer fly og hotel, mens OAC har inviteret mig med som gæst til konventet. Det er jeg meget taknemmelig for både på individuelt plan og på Adipositasforeningens vegne for det betyder at vi kan hente viden og erfaring fra andre i vores ønske om at udbygge af vores forening og gøre en forskel.
I kommer helt sikkert til at høre mere om konventet, om det at være DEEP-member hos NOVO og om mit arbejde i Adipositasforeningen.

Men lige her vil jeg gerne slutte med et spørgsmål: Hvordan i al verden flasher man Danmark og Skandinavien når temaet til velkomstfesten er ”The Great Outdoors”?