Den anden måned med ny mini-mave

Gastric Sleeve - marts 2021

Efter de første 4 uger med gradvis recovery efter operation blev det til den første ”normale” måned i mit nye liv med mini-mave. Dette blogindlæg handler om de oplevelser jeg har haft med maven i denne måned, den handler om, hvad jeg gør på mad-siden og motionssiden og endelig smider jeg et par af mine gode råd som du måske kan bruge.

Når kroppen heler

Jeg er så ”heldig”, at min overvægt har været placeret 4 store steder. Nemlig som hængende tung mave, på inderlårene, på overarmene og omkring brystet. Selvfølgelig kan man se min overvægt på hele kroppen, men det er hovedsageligt de 4 steder, det har været mest generende for mig selv.

Det har også betydet, at jeg har været forsigtig efter operationen. Jeg smed 11,4 kg væk på de første 4 uger og i marts smed jeg yderlige 7,7 kg væk. Godt nok er min mave blevet mindre, men samtidig hænger den også mere. Det er hovedårsagen til, at jeg er forsigtig, for jeg har en hoppende mave, hvis jeg bliver for aktiv med løben rundt osv. og jeg har ikke ønsket at trække i sårene – hverken udvendigt eller indvendigt.

Måske er jeg klar til at vise billeder, når april måneds blog om min udvikling skal skrives. Men lige nu holder jeg dem for mig selv.

Sårene heler fint men glemmer jeg at smøre dem mindst hver anden dag, så kan jeg stadig opleve at de klør. Men ellers synes jeg faktisk at min krop er helet ganske fint. Som sagt tager jeg ingen chancer, for det er en stor operation men alt i alt er jeg meget godt tilfreds med helingen. I afsnittet med motion kan du dog også se, at marts måned har en stejl læringskurve i forhold til at få skridt ind på kontoen.

For mig er det stadig en læringsperiode og jeg lærer stadig mens jeg lærer. Det gælder både mad, restitution og muligheder. Det skal nok gå alt sammen

Maden

Jeg øver mig stadig på at spise sammen med andre. Én af de ting jeg har opdaget, kan være sværest, er hastigheden vi spiser med. Jeg kan slet ikke spise med samme hastighed som før. Selvom jeg typisk har en fjerdedel til en tredjedel på tallerkenen sammenlignet med tidligere, ja så tager det nu 3-4 gange så lang tid for mig at spise. Hvis jeg altså skal spise korrekt. Det er lige der, den sommetider smutter. Ikke at jeg totalt prøver at spise med i andres tempo, men jeg kommer til at spise for hurtigt og så kan jeg nærmest bare gentage mig selv fra seneste blog:

  • Spis langsomt, Bjarne, eller du får bank af din krop (fik du ikke læst blogindlægget, kan du læse det her)

Hvad kan jeg ikke spise mere

Madmæssigt har marts også budt på et par overraskelser. Jeg tester stadig min krop, for jeg har også læst de mange historier om mad, man som Gastric Sleeve eller Gastric Bypass opereret pludselig ikke spiser så godt mere. Jeg har allerede flere ting på min liste over mad jeg ikke længere spiser:

Æg

Alene eller hvor det er en af hovedingredienserne, bare ikke fungerer med min nye mini-mave. Jeg får simpelthen ondt i maven af det og det er lidt øv, men jeg sådan er det så.  Så scrambled egg, blødkogt æg, spejlæg, hårdkogt æg er no go. Jeg har også prøvet spinatvafler og det gik heller ikke.

Det bløde i hvidt brød

Det var til gengæld ikke så overraskende. Men kant og endeskiver, hvor det bløde er fjernet, fungerer fint.

Oksekød

Det gælder faktisk både hele stege, bøffer og fars-retter.

Kalvekød

Her er det hele stege og bøffer osv, der ikke rigtig fungerer. Kalvefars blandet med grisefars fungerer ok.

Ris

I kogt version dur det slet ikke og det påvirker desværre min passion for sushi. Har prøvet sushi og det gik ok de første par gange, men desværre er det ikke tilfældet mere

Jeg tror det er vigtigt for mig at huske at jeg er tidligt i mit nye liv med mini-mave og at jeg derfor måske kan noget om 6 måneder som jeg ikke kan i dag. Men lige nu ser min liste sådan ud.

En maddag i marts

Jeg har valgt at jeg her i begyndelsen vil tracke min mad. Det har jeg fordi jeg vil have styr på særligt to ting. Nemlig indtag af proteiner og af fibre. Til at tracke bruger jeg MyFitnessPal, hvor jeg nemt kan oprette opskrifter, kan definere kaloriemængde pr. dag, justere pr. måltid, bestemme antallet af måltider osv.

I billedet nedenfor ses en tilfældig dag fra marts. En dag hvor jeg ikke nåede mine 1.400 kalorier, men hvor jeg dog nåede mine mål for proteiner og fibre.

Lige nu har jeg sat proteiner til 120 g pr. dag. Det er noget højere end det diætisterne siger med 80-100 g pr. dag. Reelt bør jeg have 1 g pr. kg. legemsvægt og så lidt ekstra, hvis jeg forbrænder meget ved motion. Men det fungerer for mig.

Jeg har et mål om 25 g fibre pr. dag og det er jeg faktisk ret fokuseret på for det holder min mave-/tarmfunktion i gang.

Som man kan se, så har jeg ikke helt ramt skiven om eftermiddagen. Faktisk har jeg opdaget at mine kalorier om eftermiddagen kommer bedst i 2 portioner. Lidt omkring kl. 14 og lidt omkring kl. 16. Så fungerer tingene bedst for mig.

Det her var én af de dage, hvor rigtig mange proteiner kom fra tilskudssiden.

 

 

 

 

ToftCares Atpro 200 i kaffen om formiddagen

 

 

 

 

 

En proteinbar fra Barebells om eftermiddagen

 

 

 

 

Bodylabs Whey 100 protein i en fluff om aftenen

Det er nemme måder at hente proteiner på, men det kræver også at jeg tracker min mad, for ellers ville jeg nemt risikere at spise for mange barer eller drikke for meget kaffe med protein.

Men jeg er meget glad for min MyFitnessPal app og for MyFitnessPal på web. Jeg har betalt et års abb. til ca. 350 kr. og det giver mig mange muligheder for at indstille så det passer til mig.

Én af de fede ting er også, at jeg så har et sted hvor jeg kan samle mine opskrifter og få regnet kalorier pr. portion. Det giver også en god fornemmelse af om jeg har styr på indtaget.

Jeg er ikke religiøs omkring tracking, men tracker vel 4-5 fulde dage om ugen og halvtracker de andre.

Motion i marts

I februar var jeg ikke helt klar til at gå all in på 10.000 skridt pr. dag, men da jeg trådte ind i marts, tænkte jeg, at det nu var nu. Så siden da har den hver dag stået på mindst 10.000 skridt. I marts blev det til 362.472 skridt eller 11.693 i snit pr. dag. Nogle dage nåede jeg kun lige over 10.000 og andre dage noget længere. Flest skridt på en dag blev månedens sidste, hvor jeg rundede 18.900.

Jeg havde allerede i februar taget de første powerwalks men som med skridtene generelt, så tog jeg også en beslutning om, at det kunne jeg godt udvide i marts. I kalenderen nedenfor kan man se, hvilke dage jeg tog ”løbe”-tøjet på og slog Garmin Fenix 5 til for at gå

Det gik faktisk hurtigt med at få mere fart i benene og i løbet af marts begyndte jeg også at lunte et par hundrede meter ad gangen på nogle af turene. Jeg er meget tilfreds med 16 ture, 109 km og 11.400 forbrændte kalorier. Det øger motivationen og april skal have mindst sammen antal skridt og lidt flere ture og lidt flere km og lidt flere forbrændte kalorier

Vægten i marts

Da marts blev til april var der forsvundet 7,7 kg mere og nu er jeg i forhold til operationen 19,1 kg lettere. Det er jeg meget meget godt tilfreds med. Det er slet ikke så ringe endda.

Et par fif fra marts

Du skal stadig bygge vaner og derfor er det stadig vigtigt at få måltiderne sat lidt i system. Når man ikke bliver sulten som før, så er det bare afgørende, at man sikrer sin krop energi. Derfor bruger jeg stadig at tracke min mad for det giver mig mulighed for at lære min nye krop og mini-mave at kende. Som nævnt har jeg f.eks. erfaret, at jeg har brug for to små mellemmåltider om eftermiddagen.

Et andet fif fra min marts er at sørge for proteinopfyldning efter motion. Det er nemt at tænke, at det nok ikke er vigtigt, hvis man bare har gået en tur. Men fyld op med proteiner, hvis du har motioneret/gået tur/løbet osv. Det giver både hurtig energi og giver musklerne meget bedre mulighed for at restituere.

Bonustippet er som sædvanligt – SPIS LANGSOMT når du har en ny mini-mave.

One Reply to “Den anden måned med ny mini-mave”

  • Hej Bjarne
    Jeg er lidt nysgerrig på hvordan det går i dag, da jeg selv går med overvejelserne.
    Hvordan med de ting du ikke kunne spise efter 2 mdr. gælder det stadigvæk?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Nyheder én gang om måneden

Tilmeld dig mit nyhedsbrev

Du vil få nyheder, modtage tilbud, information om nye produkter og services, invitationer til webinarer /foredrag og meget mere.